Påskelam på forårsgrønt

6 personer

Ingredienser:
Ca. 2 kg lammekølle med ben
3 fed hvidløg pillede og skåret i kvarte
1 kvist rosmarin
salt og friskkværnet peber

Forårsgrønt:
50 g smør
500 g nye kartofler skrubbede
300 g små nye majroer skrællede
300 g små nye gulerødder skrubbede med enderne skåret af
11/2 dl lamme- eller hønsebouillon
250 g sukkerærter skyllede
250 g haricots verts skyllede
salt og friskkværnet peber

Man behøver ikke at udbene lammekøllen, dog er det meget nemmere at skære den for ved bordet, når benene er taget ud. Læg køllen med fedtsiden nedad og skær over- og underside fri af nøglebenet. Skær derefter i leddet og bræk nøglebenet væk. Med et langt snit følges lårbensknoglen ned mod knæleddet og skær begge dele fri for kød. Løsn i leddet og fjern knoglen og husk at fjerne den lille knæskal ved leddet. Lad skankebenet blive. Dels ser det flot ud, når køllen er stegt, og dels er der noget at holde i, når der skæres for.

Bred kødet ud med fedtsiden mod bordet. Drys med salt og peber. Fordel rosmarinblade, og hvidløg jævnt på kødet. Fold det sammen. Bind det sammen, som snøres på kryds som snørebånd eller luk med kødnåle. Læg den på rist over en bradepande og drys med rosmarinblade, salt og peber. I bradepanden lægges evt. et par rosmarinkviste og benene, der overhældes med 2,5 dl vand.

Sæt lammekøllen i en forvarmet ovn 175 C i en time plus 12 minutter pr. 500 g for rosastegt eller 15 minutter pr. 500 g for gennemstegt. Dvs. at denne kølle skal stege 1 time og 45 minutter for rosa og 2 timer for gennemstegt. Husk at lammekøllen skal hvile i ca. 20 minutter, inden den skæres for. 

Imens koges forårsgrønt:
Smelt smørret i en fladbundet gryde, tilsæt istandgjorte kartofler og majroer. Vend det godt rundt uden at det bruner. Hæld bouillon ved. Giv et opkog, dæk med låg og lad det simre i 8 minutter, tilsæt gulerødder, bland det hele og fortsæt med at koge i endnu 5 minutter. Til sidst lægges sukkerærter og haricots verts i. Dæk til og lad simre i yderligere 3 minutter. En kogetid på i alt 16 minutter. Fjern gryden fra komfuret, men lad låget ligge på. Si stegeskyen, skum den for fedt og hæld den over grønsagerne. Bland dem alle godt med skyen.

Læg grønsager og sky på et forvarmet fad. Drys med lidt salt og peber. Server køllen skåret i skiver, arrangeret på grønsagerne.

Velbekomme!

Bookmark and Share

Hans Henrik Nielsson
Køkkenchef
Dir.tlf:4928 0921