En anderledes faglig kursusuge. Sådan kan man bedst beskrive det, der kommer til at ske på de fire faglige kursusspor på Faglig Festival i uge 23.

Kursussporene bliver udviklet løbende frem mod den Faglige Festival. Følg med i vores udviklingsarbejde her på siden og på Faglig Festival 2019’s facebookgruppe.

Fremtidens fagbevægelse

Dette spor er for dig, som er optaget af - og måske bekymret over - hvordan fagbevægelsen skal overleve i fremtiden.

10 år ud i fremtiden kan fagbevægelsens rolle i samfundet både tegnes i et mørkt og i et lyst skær.
I det mørke scenarie er den danske fagbevægelse under pres. Dalende medlemstal, gule fagforretninger på fremmarch, lønmodtagere som digitale daglejere i den nye platformsøkonomi osv.  Engang imellem kan man godt få lyst til at stille sig selv spørgsmålet: Har fagbevægelsen overhovedet en fremtid?

I det lyse scenarie er fagbevægelsen allerede godt i gang med en revitalisering, der kan matche fremtidens udfordringer. Nylige undersøgelser viser, at syv ud af ti danskere mener, at fagforeningerne er nødvendige for at sikre gode løn- og arbejdsforhold, og næsten lige så mange erklærer, at fagforeninger har haft en positiv indflydelse på udviklingen af den danske arbejdsmarkedsmodel. Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2018 viste et hidtil uset sammenhold på tværs af fag. En tendens som vil kunne gentages allerede i foråret 2020, hvis de privatansattes fagforeninger og medlemmer følger tendensen op.

Som tillidsvalgt er du aktiv medskaber af fremtidens fagbevægelse, og derved har du også en del af nøglen til, hvilket liv fagbevægelsen kommer til at leve. På dette spor vil du komme til at gå på opdagelse i de tendenser, der vil påvirke fagbevægelsen inden for de næste 10 år. Du vil blive udfordret med input fra folk både indefra og udenfor fagbevægelsen. Samtidig skal du i fællesskab med andre tillidsvalgte udvikle konkrete fremadrettede bud på, hvordan fagbevægelsen griber de aktuelle udfordringer og tendenser.

Det bliver en på alle måder sjov, spændende, anderledes og udfordrende uge, hvor du bliver udfordret på debatter om fagbevægelsen og hvor vi arbejder med konkrete, visionære bud på, hvad den danske fagbevægelse skal kunne i fremtiden.

LÆS HELE KURSUSBESKRIVELSEN OG TILMELD DIG HER.