Nyt fra Konventum

PRESSEMEDDELELSE - Marts 2019

MPI og IACC vælger Konventum til international summit

Når MPI for første gang afholder deres international summit i Danmark, sker det på Konventum i Helsingør. Konferencecentret er valgt som lokation til The European Educational Summit 2019, hvor en stor gruppe internationale mødebookere deltager.

Det er de to internationale sammenslutninger Meeting Professionals International (MPI) og The International Association of Conference Centres (IACC), der har udvalgt Konventum i Helsingør blandt mange andre europæiske centre.  

- Vi har igennem et par måneder været med i opløbet som venue for MPI og IACCs store konference i efteråret, så at få beskeden om, at de har valgt os, er helt fantastisk. Vi har i løbet af det sidste år mærket en stigende interesse fra udenlandske virksomheder, som er vilde med Konventums stil, historik og særlige stemning. Men det her er en ekstra fjer i hatten, siger Gitte Winberg, konferencechef for Konventum & Højstrupgård, der er Nordsjællands største konferencecenter.

På konferencen i oktober deltager en stor gruppe internationale mødebookere, som Gitte Winberg i særdeleshed glæder sig til at give oplevelsen af Konventums danske arkitektur, design og gastronomi sammen med resten af huset.

- I Danmark kan vi noget helt særligt, som de er vilde med i udlandet. Den nordiske approach til både service, gastronomi og omgivelser er en særlig oplevelse, som vi kan mærke, at vores udenlandske gæster sætter meget stor pris på. Og her er Konventum bare et unikt eksempel på dansk kulturarv, som vi har alt mulig grund til at være stolte af, siger Marina Hoffmann, administrerende direktør for Konventum & Højstrupgård.

Internationalt samarbejde bærer frugt
Konventum & Højstrupgård har været medlem af IACC siden årsskiftet igennem Danske Konferencecentre (DKBS), og her er Danmark det største medlemsland udover USA baseret på antal konferencecentre.

- Vi er utrolig stolte af, at MPI har valgt en af vores partnere til deres Summit i år. Via vores medlemskab af den internationale mødeorganisation IACC Meetings, har det været muligt at få lov at byde ind på denne event. Den bold greb Konventum, og derfor skal arrangementet nu holdes i Danmark for allerførste gang. Det er desuden også første gang, at denne type MPI-arrangementer holdes uden for en storby, så vi har virkelig grund til at være stolte af Konventum, siger Marlene H. Sylvester-Hvid, administrerende direktør i DKBS.

Der er ingen tvivl om at Konventums helt særlige omgivelser og konferencefaciliteter har vakt nysgerrigheden hos de internationale gæster.

- Konventum har leveret et oplæg og et produkt, der både oversteg vores egne forventninger, og hvad vi ellers har fået tilbudt andre steder i verden, så det har i høj grad imponeret os, siger Mark Cooper, CEO for IACC.


Få et overblik over Konventums unikke kvaliteter lige her

Du kan downloade pressemeddelelsen her

Pressekontakt: Gitte Winberg, Konferencechef, Konventum, gwi@konventum.dk, Tlf 49 28 09 05

PRESSEMEDDELELSE - Marts 2019

 

Karl William gæster ny festival i Nordsjælland

Hitmageren og P3 Guld-vinderen Karl William er nyeste navn på programmet til Faglig Festival i Helsingør, som løber af stablen 2.-7. juni.

- Vi er ved at have et rigtig stærkt program på plads til vores tematiske folkemøde Faglig Festival. Karl William ligger i denne uge nr. 1 på AirPlay listen over mest spillede radiohits, så vi er glade for, at han også bliver en del af den folkefest, som vi er i fuld gang med at planlægge til Faglig Festival, siger Esben Noël Hjort, Udviklings- og uddannelseschef hos Konventum.

Karl William får selskab af kunstnere som Savage Rose, Loveshop, Master Fatman, UkuleleHanne, og Annika Aakjær, som også er på programmet til den nystartede festival sammen med flere fremtrædende politikere, professionelle debattører og spændende kunstnere, som gæster festivalugen på Konventum i Helsingør.

Faglig Festival er markeringen af Konventums 50-års jubilæum som kursus- og konferencecenter og bliver både en folkefest for borgere i hele regionen og et fagligt forum for udvikling af det danske arbejdsmarked og den danske model, som Konventum udbyder kurser og efteruddannelser i til store dele af fagbevægelsen.

Programmet består derfor både af en faglig kursusdel og et folkeligt festivalprogram, som tilsammen skaber det helt særlige mix af demokratiske dialoger, street food, fællessang, kunstneriske indslag, debatter, foredrag og store musikalske oplevelser, som venter de mange besøgende. 

Festivalen starter med en storslået åbningsfest søndag 2. juni og løber frem til fredag 7. juni. Festivalpladsen åbner hver dag kl. 15, og der er gratis adgang for alle. Grundlovsdag 5. juni vil der være et helt særligt program med spændende arrangementer i demokratiets ånd.
Se den løbende udvikling af programmet her eller få opdateringerne på Facebook.

Pressekontakt: Esben Noël Hjort, Uddannelses- og udviklingschef, mobil 23 49 81 90, esben@konventum.dk 

 

Billedbank

Lo-skolen er tegnet af arkitekterne Karen og Ebbe Clemmensen og Jarl Heger. Den blev indviet i 1969 og er opbygget som en landsby omkring tre gamle egetræer i en atriumgård - stedets hjerte.

Logobank

Lo-skolen er tegnet af arkitekterne Karen og Ebbe Clemmensen og Jarl Heger. Den blev indviet i 1969 og er opbygget som en landsby omkring tre gamle egetræer i en atriumgård - stedets hjerte.